PROJEKTER
The Kibarani Dump Site Children
& Nursery School

Kibarani, Mombasa, Kenya
New Hope Children's Home
& Community School

Mshmoroni, Mombasa, Kenya
Mombasa Olympic Youth Organization
Magongo, Mombasa, Kenya
 
This website in English
VI REJSER MIDLER TIL:
· Rent drikkevand
· Mad
· Børn med særlige behov
· Behandling og medicin
· Løn til vores team i Kibarani
 
+ FORBEDRE FACILITETER
· Køkken
· Toiletter
· Sundhedsklinik
 
+ INDGÅ LANGTIDSANSÆTTELSER
· Lærere
· Sygeplejerske & assistent
· Kok
 
+ ORGANISERING AF FRIVILLIGE
· Fra lokalområdet
· Fra udlandet
 
Vi rapporterer altid til vores medlemmer og sponsorer om de seneste tiltag og fremlægger et regnskab over hvordan donationerne er blevet brugt.
 
Jeg vil gerne støtte dette projekt >>
 
100%
 Free Clinic Day 4 i Kibarani
 Vores team i Kibarani
 Flere billeder fra Kibarani
100%

Lossepladsbørnene i Kibarani

The Kibarani Dump Site Children & Nursery School
Kibarani, Mombasa, Kenya

På og omkring stinkende bjerge af affald lever omkring 3.000 mennesker på kanten. På kanten af livet og på kanten af menneskelig værdighed. Det er indbyggerne i Kibarani i udkanten af Mombasa by. Når man besøger pladsen, er det svært at forestille sig, at mennesker kan overleve der. Den tunge og sødlige lugt af tonsvis af affald, der rådner i den varme kenyanske sol, er forfærdelig og lægger sig nærmest som en hinde på hud, tøj og hår.

Kibarani’s losseplads er endestationen for det meste af skraldet fra byen. Her er der ikke noget officielt sorteringssystem, men affaldet bliver alligevel gennemgået stykke for stykke. Hver gang en skraldebil har afleveret sit læs, stimler beboerne på lossepladsen sammen og leder efter mad, de kan spise, tøj, de kan tage på og plastik eller metal, de kan sælge. Det er deres eneste mulighed for at overleve. Og der er kamp om maden, hver dag er et kapløb om, hvem der kommer først til de nye bunker, hvem der finder det bedste mad eller mest plastik og metal. Omkring 300 mennesker lever på selve lossepladsen i små hytter lavet af plastik og pap, fundet i skraldet. Resten har slået sig ned på den anden side af vejen, men fælles for dem alle er, at de er afhængige af lossepladsen for at overleve. Mødre med spædbørn på ryggen gennemgår bunke efter bunke med skrald, mens de større børn hjælper til. Børnene lever i skraldet, leger på skraldet og spiser af skraldet og bliver syge af skraldet.

Kibarani er samtidig også kendt for at være det farligste sted i Mombasa, og selv om dagen er det farligt at gå rundt der. Voldtægter, vold og overgreb er en del af hverdagen for områdets mange voksne og børn.

100%

Skolen og vores børn
På den anden side af vejen til lossepladsen ligger Kibarani Nursery School. Grundlagt af beboerne selv er skolen et bevis på, at de ønsker en anden og bedre fremtid for børnene. I dag går omkring 150 elever på skolen, og børnene er ivrige efter at lege, lære, synge og danse. Men mange af dem har svært ved at følge med, når de starter i skolen. Fejlernæring og rumlende maver betyder manglende energi og gør, at mange af børnene udviklingsmæssigt er tilbagestående. Mange af dem er syge af den mad, de spiser, og de giftige dampe, de indånder på lossepladsen. De har udspilede maver, ringorm, fnat og svamp, og mange af dem har åbne sår som ikke heler, fordi de har skåret sig på affaldet på lossepladsen. Diarre og infektioner er dagligdags problemer, og mange af børnene kommer tit ikke i skole, fordi de er for syge, eller fordi de skal blive hjemme og passe deres yngre søskende. Tit har de ældre børn en af deres yngste søskende med på ryggen, når de kommer i skolen. Og lærerne må ofte samle en baby op fra jorden udenfor skolen, når den seks-årige storesøster er blevet for træt til at bære rundt på lillesøster eller lillebror mere. Samtidigt har mange af børnene problemer med at fungere socialt med de andre børn. Selvom de fleste børn ikke er forældreløse, er deres hverdag præget af vold og håbløshed. Det gør det svært for dem at udvikle normale sociale evner. De fleste af børnene har et enormt behov for kærlighed og omsorg. Når besøgende kommer til skolen bliver de hurtigt omringet af børn, der tigger om at blive løftet, holdt og leget med.

100%

Hvad vi gør
100% til Børnene’s formål er at hjælpe så mange børn som muligt, på den bedst mulige måde og i længst mulig tid. Derfor har vi, siden vi overtog driftsomkostningerne af skolen i juni 2008, støttet gennem ernæring, sundhed og uddannelse.

Mad
100% til Børnene sørger for, at alle børnene i skolen får to sunde måltider mad hver dag, syv dage om ugen, 365 dage om året. Til morgenmad får de en næringsrig grød, der giver børnene mætte maver og energi til at starte dagen. Når grøden er spist, og undervisningen starter, begynder skolens to kokke på frokosten. Hver dag bliver friske grøntsager leveret til skolen. Kokkene bruger grøntsagerne til at lave traditionelle kenyanske retter, der mætter godt og varierer. Børnene får både kød, fisk, ris, bønner, ugali (majsgrød) samt frugt og grønt. At få mad hver dag har betydet en kæmpeforskel for børnene. I dag har de energi til at lege og lære. Mange af børnene var skeløjede på grund af fejlernæring, da de startede på skolen, men i dag har det rettet sig hos de fleste. Også da området i juli 2009 blev ramt af et koleraudbrud, var det tydeligt, at en sund og daglig kost gjorde en forskel. Alle de børn fra skolen, der blev ramt af udbruddet, overlevede, mens tre andre børn fra området, som endnu ikke var med i madprogrammet, desværre døde af sygdommen.

Sanitære forhold i Kibarani
(Baggrund) De nuværende sanitære faciliteter i Kibarani

Sundhed
100% til Børnene har et sundhedsteam, der besøger skolen hver anden uge. I øjeblikket består teamet af en frivillig dansk lægestuderende og en kenyansk clinical officer, der er en mellemting mellem læge og sygeplejerske. To gange om måneden tager de ud på skolen og tilbyder behandling af alle børn i området. Behandlingerne har været en stor succes, og teamet behandler tit op mod 30 børn på en dag. Børnene fejler alt fra infektioner, åbne sår, malaria til fejlernæring og diarré. Sygdomme, der før vi startede sundhedsprogrammet, desværre ofte slog børnene ihjel. Samtidig fokuserer vi meget på, at hjælpe familierne til at hjælpe sig selv. Derfor lavede sundhedsteamet i september 2009 et samarbejde med Kenya Red Cross om et grundlæggende førstehjælpskursus til forældrene. Familierne i Kibarani er dårligt uddannede og mange af dem ved ikke, hvordan de skal klare helt basale skader. Brandsår bliver behandlet med tandpasta, og febersyge børn får ikke væske nok. Derfor er det vigtigt, at forældrene bliver undervist i, hvordan de bedst kan tage sig af børnene.

100%

Vi vil støtte børn med særlige behov
Intection donerede 170 myggenet til 100% til Børnene, og vi kunne i september 2009 uddele myggenet til alle familierne, til beskyttelse mod malaria, der er den store dræber af især børn i Afrika.

Læs mere om støtte til børn med særlige behov >>

Børn med særlige behov (Special Needs Children)
100% til Børnene sørger også for hjælp til de børn, der har behov for mere behandling end den, vi kan tilbyde, når teamet møder op på skolen. I øjeblikket sender vi tre børn med spastiske lammelser til behandling på et nærliggende hospital to gange om ugen. Børnene og deres forældre bliver hentet og bragt, og behandlingen har blandt andet betydet, at børnene nu selv kan sidde op og spise og har bedre kontrol over deres kroppe. Rigtigt mange af børnene i Kibarani líder af enorme navlebrok. Familierne har ikke råd til at tage på hospitalet til fødslen og de lokale jordmødre klipper eller skærer navlestrengen over med beskidte sakse og knive. Det giver alvorlige infektioner, der udvikler sig til navlebrok, tit på størrelse med en håndbold. 100% tilbyder børnene og deres forældre at betale for en operation for at få fjernet brokken. Vi har også et enkelt barn med epilepsi, og også han får behandling og kommer til jævnlige tjek på hospitalet, så sygdommen bliver holdt i skak. Der er givetvis flere i området, og når vi identificerer dem, håber vi, at vi også kan inkludere dem i vores SNC–program.

Uddannelse
I øjeblikket støtter 100% til Børnene tre lærere og en lærerassistent på skolen. De underviser børnene i engelsk, kiswahili, geografi og matematik. Men ofte fungerer lærerne også som ekstra forældre, der kan give børnene den ekstra opmærksomhed og kærlighed de higer efter.

100%

Hvad vi gerne vil gøre

  • Sundhedsklinik: I øjeblikket behandler vores sundhedsteam børnene i et af klasselokalerne. Men inden udgangen af 2009 vil vi kunne indvi vores egen sundhedsklinik i området. Klinikken vil give os mulighed for at behandle børnene bedre, i rolige, private og sterile omgivelser. Sundhedsklinikken vil også give os mulighed for at få mere og bedre udstyr og dermed give alle børnene i området en bedre behandling. Når klinikken står færdig, håber vi også at kunne finde midlerne til at behandle børnene en gang om ugen i stedet for hver 14. dag. Læs mere om vores sundhedsprogram Link til uddybende dokumenter?
  • Skolen: Skolen i Kibarani er meget forfalden og er desværre bygget på en eroderende jordvold, og det er kun et spørgsmål om tid, før skolen ikke længere kan bruges til undervisning. Derfor vil vi gerne på sigt kunne bygge en ny skole på en mere sikker grund i Kibarani. I den nye skole vil vi også gerne bygge et lokale til en dagplejeordning for de yngste børn. Mange af børnene bliver sendt i skole allerede som tre-årige. På den måde er forældrene sikre på, at de får mad, og de skal samtidig ikke bekymre sig om pasningen i løbet af dagen. Og de mindste børn sidder tit og sover i klassen, fordi de simpelthen er for udmattede til at holde sig vågne. Vi vil gerne give de børn mulighed for at komme ud af klasselokalerne og ind i en pasningsordning, hvor de kan sove og lege frit.
  • Et større køkken: Vi vil også gerne kunne bygge et større køkken. I dag kan vi kun tilbyde mad til de 150 elever, der går på skolen. Men mange børn i området går stadig i seng hver aften uden at have fået et ordentligt måltid. Hos 100% til Børnene er vores mål at hjælpe så mange børn som muligt, og derfor vil vi gerne kunne bygge et køkken, der leverer mad til de børn, der ikke kommer i skolen. Alt for mange børn i Kibarani dør af fejlernæring eller helt basale sygdomme, de ikke kan klare uden en ordentlig kost. På sigt vil vi også gerne kunne tilbyde børnene i skolen en madpakke, de kan tage med hjem til familien, når de går fra skolen. For at kunne hjælpe børnene på den bedst mulige måde i længst tid, må vi også hjælpe familierne.
  • Special needs: Vi møder hele tiden nye børn i Kibarani, som har behov for ekstra behandling. Nogle kan ikke sidde og stå, fordi de er fejlernærede, og hele deres udvikling er sat i stå. Disse børn skal have højprotein-diæter. Andre har akut behov for at komme i fast behandling på hospitalet (fysioterapi m.v.), så de kan få et så normalt liv som muligt. Tit koster en behandling, der kan ændre livet for et barn, ikke mere end 500 kroner om måneden, men det er et beløb, der langt overstiger familiernes muligheder for at kunne betale. Derfor forsøger vi hele tiden at rejse flere midler til børnene med behov for særlig behandling. Så vi kan hjælpe dem som alle de andre.
Jeg vil gerne støtte dette projekt >>
 
back